Amager Fælleds Venner opfordrer Københavns Kommune til at droppe Fælledby Skole
Københavns Kommune er i gang med at forberede den lokalplan, som skal omfatte bygning af Fælledby Skole på Amager Fælled. I den anledning er lokaludvalg og andre blevet bedt om at komme med deres kommentarer. Amager Fælleds Venner har uopfordret også sendt vores kommentar.
Vi mener, at Københavns Kommune skal droppe alle planer om at bygge den planlagte skole til 1400 børn på Amager Fælled. Det er vanvittigt at placere en skole på en giftgrund oven på hundrede tusindvis kubikmeter farligt og giftigt lossepladsaffald. Der er tale om stoffer, der kan medføre både organ- og hjerneskader hos børn og voksne.
Derudover vil det være umuligt at indrette en sikker skolevej over Vejlands Allé for de cirka 1000 børn, der kommer sydfra og skal over vejen for at komme i skole og hjem igen. 1400 skolebørn vil desuden være en meget voldsom belastning for de sårbare naturarealer, der støder lige op til Fælledby.
Derfor er vores klare opfordring til kommunen: Drop skolebyggeri på Amager Fælled!
Læs hele brevet til kommunen her.
Foto: Svend Sandbæk