Amager Fælleds Venner opfordrer Regionen til at måle om øget gift fra byggegrunden ender i havnen
I august sidste år havde jordforureningsgruppen fra Amager Fælleds Venner foretræde for miljø- og klimaudvalget i Region Hovedstaden. Her gav vi udtryk for vores bekymring over det giftige vand, der flere gange er sivet ud fra Fælledbys byggeplads.
I november modtog vi et notat fra regionen på baggrund af mødet, som vi har meldt tilbage på her i januar.
Regionen skriver, at forureningen fra byggeområdet efter deres vurdering ikke udgør nogen risiko for vandkvaliteten i Københavns Havn og i Grønjordssøen. Den vurdering baserer regionen på en undersøgelse tilbage fra 2021, inden byggeriet gik rigtigt i gang.
Det mener Amager Fælleds Venner ikke er godt nok! På foretrædet med miljø- og klimaudvalget slog vores jordforureningsgruppe fast, at det er sandsynligt, at byggeriet har forstærket udtrængning af gift og tungmetaller i Københavns Havn, og at regionen bør foretage nye målinger for at sikre den krævede gode økologiske tilstand af vandet i havnen. I brevet til regionen gentager vi den opfordring.
Derudover peger vi på, at “vi er dybt bekymret for, om det optrængende giftige vand tillige har ødelagt ynglevandhullet for bilag 4 arter. Der er beviseligt løbet vand fra byggefeltet ud på stierne og ned til ynglevandhullet.”
Regionen understreger i øvrigt, at det er Københavns Kommune, der både er tilsyns- og påbudsmyndighed i forhold til jordforureninger. Det vil sige, at Københavns Kommune skal føre tilsyn med, at vandet ikke siver ud fra byggepladsen til andre dele af Amager Fælled. Det er også kommunen, som borgerne skal kontakte, hvis der skal anmeldes konkrete fund af forurening, og kommunen der skal beslutte handling i den konkrete situation. Det er godt at få slået fast. Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune har ellers tidligere afvist, at det er deres ansvar.
Amager Fælleds Venner har på den baggrund for nylig sendt et brev til alle medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation med opfordring til at handle i forhold til forureningen.
Vi giver ikke op. Vi fortsætter med at råbe op om konsekvenserne ved at bygge på en giftgrund!
Læs notatet fra regionen her: https://tinyurl.com/2tkcr28s
Læs svaret fra Amager Fælleds Venner til Regionen her: https://tinyurl.com/3vm76h48