Amager Fælleds Venner spørger Enhedslisten: Går I ind for affredning?
Foto: Frej Schmedes
Enhedslisten støtter planerne om at etablere en festivalplads for 50.000 mennesker på det fredede område Kalvebod Kile på Amager. Det er der, hvor Royal Golf lige nu holder til.
I går var der afstemning i Borgerrepræsentationen, hvor et stort flertal inklusiv Enhedslisten stemte for at arbejde videre med planerne om en festivalplads. Kun Alternativet og Frie Grønne stemte imod.
I Amager Fælleds Venner er vi mildt sagt chokerede over, at Enhedslisten åbenbart er tilhængere af at affrede endnu et naturområde på Amager. Det planlagte festivalområde ligger lige overfor Amager Fælled, hvis natur nu er yderst presset på grund af byggeriet Fælledby.
Det område, man nu vil gøre til festivalplads, omfatter meget andet end tætklippede græsplæner til golf.
“Arealet rummer fredsskov, områder med beskyttet §3-natur og vådområder. Naturstyrelsen fører tilsyn med, at dræning og pleje af banen sker under hensyntagen til det vilde fugle- og dyreliv”, skriver Amager Fælleds Venner i et brev til Enhedslisten, hvor vi opridser en række argumenter for ikke at støtte anlæg af en festivalplads på området.
Vi havde håbet, at Enhedslisten skiftede mening inden gårsdagens møde og tog naturens parti. Det skete desværre ikke.
Brevet er sendt til Enhedslistens lokale kontaktpersoner i områder tæt på Amager Fælled, Enhedslistens hovedbestyrelse og forretningsudvalg, Enhedslistens gruppe på Københavns Rådhus samt folketingsgruppen.