Flertal af politikere på valgmøde støtter undersøgelse af gift på Fælledbys byggegrund
Enhedslisten og Alternativet har tidligere stillet forslag på Københavns Rådhus om at undersøge omfanget af gift ved Fælledbys byggegrund uden, at der var støtte fra de øvrige partier i Borgerrepræsentationen.
Men da der lørdag var valgmøde på Amager Fælled med kandidater fra ti partier og lister, var der en tydelig bekymring over den voldsomme forurening på byggegrunden.
– Der er gravet meget mere i den forurenede jord end planlagt – der skal nu ikke blot bortkøres 2000 tons, men 16.000 tons forurenet jord, det vil sige otte gange mere end planlagt, fortalte Maria Zahle fra Amager Fælleds Venner til de ti politikere og omkring 60 deltagere i valgmødet.
– Forurenet vand flyder også ud fra pladsen, under hegnet, og dermed ud i vandløb på Fælleden. Vi har med et akkrediteret firma målt bly i meget høje koncentrationer, langt over Miljøstyrelsens grænseværdier, tilføjede hun.
Under debatten blev de ti politikere spurgt, om de vil støtte, at kommunen laver undersøgelser af gift på byggegrunden.
– Ja, det skal undersøges nærmere, om det er fornuftigt at bygge herude på Lærkesletten. Det skal selvfølgelig være sikkert for mennesker at bo der, ellers skal vi ikke bygge, sagde Susanne Wad Leth fra Radikale Venstre, der har stemt for at bygge Fælledby.
Helt så klar var meldingen ikke fra kandidaterne fra Socialdemokratiet og Konservative, der også har stemt for byggeriet. Men politikerne fra de to partier lovede at rejse spørgsmålet om nye giftmålinger i deres partigruppe.
De øvrige syv partier på valgmødet støttede alle, at kommunen skal lave undersøgelser af giften. Det drejer sig om Enhedslisten, Alternativet, Skamløse Demokrater, Liberal Alliance, Kommunistisk Parti, Frie Grønne og Danmarksdemokraterne.
Fotos: Niels Lyksted