Fælledbys byggeri har “meget graverende fejl” — årsregnskab vidner om et byggeri i en økonomisk sump

Foto: Svend Sandbæk

Fælledbys seneste årsregnskab viser, at virksomheden i 2025 fik et underskud på 232 mio. kr, og de skriver selv: ”Årets resultat er væsentlig lavere end forventet”.

Årsagen til det voldsomme underskud er ifølge årsrapporten, at ”Scandi Bygs byggerier indeholder en lang række fejl og mangler, også meget graverende fejl i såvel projektering, modulernes udførelse samt montagearbejdet på pladsen. Scandi Bygs ingeniører har underdimensioneret moduler m.m. for såvel lodrette som vandrette belastninger.” Scandi Byg var indtil deres konkurs i januar 2025 hovedentreprenør i Fælledby.

Denne nye udvikling skaber mistillid til Fælledbys byggeri, særligt eftersom beboernes helbred afhænger af, at en række afværgeforanstaltninger skal fungere perfekt, for at beboere og brugere ikke berøres af voldsomme metan- og giftdepoter der findes under byggeriet.

”Vi har tidligere påpeget de mange usikkerheder, der er ved at bygge på en giftgrund, og denne kaotiske proces i byggeriet af Fælledby forstærker kun vores bekymringer”, siger Maria Zahle, medlem af Amager Fælleds Venners Jordforureningsgruppe.

”Dette er sandsynligvis kun begyndelsen på en vej ned i en økonomisk sump og viser alvorlige usikkerheder for projektets økonomi”, siger Knud Erik Hansen, talsperson for Amager Fælleds Venner.

Grunden, som Fælledby bygges på, blev frem til 1973 fyldt både med almindeligt husholdningsaffald og farligt kemiaffald fra Københavns produktionsvirksomheder. På trods af denne historik fik Fælledby i 2021 en miljøgodkendelse af Københavns Kommune. Det viser sig nu, at forureningen er en hel del værre end de data, der var grundlaget for miljøgodkendelsen.

Det har Fælledby selv erkendt. De skriver i marts 2026, at ”mægtigheden af det eksisterende lossepladsfyld er mere varierende og i flere områder ligger højere end forventet”. De har derfor fået tilladelse til omfattende ændringer i byggeriet, og til at køre 61.500 tons forurenet jord væk og ikke 2.000 tons som i deres oprindelige plan.

Amager Fælleds Venner har klaget, eftersom vi mener, at de mange ændringer betyder, at der er tale om et helt nyt projekt. Fælledby bør derfor i vores optik ansøge om en ny miljøgodkendelse. Får Amager Fælleds Venner ret i deres klage, kan det blive alvorligt for projektets økonomi. Hertil kommer Amager Fælleds Venners verserende retssag mod Fælledby, som kommer for byretten i december 2026.

Knud Erik Hansen siger hertil, at ”projektet fra sin start har været præget af en skødesløs optimisme, og at det kan koste dyrt. Det kan i sidste ende medføre et sundhedsfarligt og ikke rentabelt byggeri, som både skatteydere og pensionskunder må betale store beløb til. Hertil skal lægges det tab af natur på Amager Fælled, som københavnerne vil opleve.”

Næste
Næste

Retssag om byggeriet på Amager Fælled kommer i byretten til december