Københavns Kommune giver sig selv tre gange så lang svarfrist som fastsat i loven

Københavns Kommune har meddelt Amager Fælleds Venner, at den ikke agter at videresende foreningens klage til Miljø- og Fødevareklagenævnet før i slutningen af september. Begrundelsen er, at der har været sommerferie og at sagen er kompleks.

Klagen gælder kommunens afgørelse fra 26. juni om at tillade en række projektændringer ved byggeriet af Fælledby. Projektændringer skyldes problemer med den stærkt forurenede byggegrund. Amager Fælleds Venner kritiserer i klagen, at kommunen godkender de væsentlige ændringer uden at sikre en ny vurdering af konsekvenserne for miljø, mennesker, vand og arter.

Amager Fælleds Venner havde fire uger midt i sommerferien til at klage over kommunens afgørelse. Den 24. juli afleverede foreningen en 32 siders lang klage til Københavns Kommune, der ifølge Miljøvurderingsloven har tre uger til at beslutte, om klagen viser at sagsbehandlingen må genoptages – eller om afgørelsen fastholdes. Hvis afgørelsen fastholdes, er det først på det tidspunkt, klagen bliver synlig for klagenævnet, så nævnet kan tage stilling.

Kommunen har imidlertid bevilliget sig selv tre gange så lang en svarfrist, og meddelt Amager Fælleds Venner, at de ikke tager stilling til klagen før senest slut september. Det betyder, at kommunen har bevilliget sig selv en frist på ni uger, tre gange så lang tid som fastsat i loven.

Amager Fælleds Venner har sendt en indsigelse over kommunens fremgangsmåde.

Foto: Svend Sandbæk

Læs indsigelsen her

Næste
Næste

Amager Fælleds Venner klager over afgørelse om fredning