Nyt fra Koordinationsgruppen

En del af koordinationsgruppen har holdt møde her midt i sommerferien, og vi kan derfor bringe denne orientering med seneste nyt.

Aftenens højdepunkt var naturligvis svaret fra Miljø-og Fødevareklagenævnet, der har behandlet vores klage om fredningen på den gamle strandeng. Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening har fået medhold i klagen!

Miljø- og Fødevareklagenævnet konkluderer, at Fredningsnævnets godkendelse lider af en væsentlig retslig mangel. Fredningsnævnet har ikke været omhyggelige nok i deres vurdering af, hvilke miljømæssige konsekvenser fredningsforslaget fra Københavns Kommune vil få. Det drejer sig særligt om et antal bygninger og en 5 meter bred cykelvej, der ønskes etableret tværs hen over Strandengen. Fredningsnævnet skal derfor behandle sagen igen. Samtidigt gøres de opmærksom på, at et indgreb som cykelvejen normalt vil medføre en miljøvurderingspligt. Miljø- og Fødevareklagenævnet bemærker også, at fredningsforslaget ikke har taget nok hensyn til bilag IV-arters raste- og yngleområder.

Vi afventer nu Fredningsnævnets fornyede behandling.

Derudover var der tilbagemelding fra to møder med børn og unge, der havde samlet ind til Amager Fælleds Venner. SFO Vestre Bygade havde indsamlet kr. 2.000, – og Fritidscenter Amager Nordøst havde indsamlet kr. 1.304, –. Amager Fælleds Venner arrangerede at mødes med begge grupper for at modtage pengene. Begge besøg var vellykkede, og børnene var meget interesserede i at høre om naturen på Fælleden. Tusind tak for indsatsen!

Et arrangement på HF Prøvestenens og efterfølgende Nokkens loppemarked den 9.-10. juli var også vellykket. Her havde vi en stand, hvor folk kunne møde Amager Fælleds Venner og købe støttetøj. Det var der mange, der var interesserede i, og vi fik en god omsætning.

Endelig var der en kort melding fra jordforureningsgruppen, som fortsætter deres arbejde og vender tilbage efter sommerferien med mere konkret nyt.

Forrige
Forrige

Retssag mod klagenævn om EU-regelbrud i Amager Fælled sag

Næste
Næste

AFV og Danmarks Naturfredningsforening får medhold i klagesag