Amager Fælleds Venner afslører: Langt mere giftig jord end planlagt skal fjernes fra Fælledbys byggeplads
Oprindelig anmeldte Fælledby til Københavns Kommune, at der skulle køres 2000 tons forurenet jord væk fra byggepladsen på Amager Fælled. Men nu viser aktindsigter, som Amager Fælleds Venner har fået adgang til, at dette tal er steget til hele 16.000 tons. Et tydeligt tegn på, at problemerne med den giftige jord er større end forventet.
Amager Fælleds Venner kan også afsløre, at en del af transporten af forurenet jord fra Fælledby foretages af selskaber, der er blevet kendt for ikke at være ”helt rene i kanten”.
En aktindsigt viser, at Scanfield Aps samt deres underselskab HCS Transport flere gange har hentet forurenet jord fra Fælledby, senest i december 2024. Scanfield er netop blevet afsløret i medierne for at have sendt 24.000 tons olieforurenet jord til Mors, som var langt mere forurenet, end de havde oplyst til Morsø Kommune.
Det mener vi er en sag, som medierne burde have interesse i at grave nærmere i. Derfor har vi sendt en pressemeddelelse ud til en række landsdækkende og lokale medier.