Amager Fælleds Venner vil anke afgørelse fra Byretten

Københavns Byret har i dag offentliggjort sin afgørelse i den retssag, Amager Fælleds Venner har anlagt mod Miljø- og Fødevareklagenævnet samt Planklagenævnet.

– Desværre giver Byretten ikke Amager Fælleds Venner ret i, at det var i strid med reglerne for miljøvurderinger, da klagenævnene tilbage i december 2021 sagde god for det planlagte byggeri på Amager Fælled. Afgørelsen er et tilbageslag for naturen og for demokratiet, siger Ulla Rosenvold, talsperson for Amager Fælleds Venner.

Amager Fælleds Venners advokat Johan Løje argumenterede under retssagen med, at det var i strid med EU-retten, at klagenævnene i sin behandling af sagen inddrog en stor mængde nye rapporter og dokumenter, som ikke havde været ude i offentlig høring.

“Miljø- og Fødevareklagenævnet og Planklagenævnet var berettiget til at inddrage supplerende oplysninger fremkommet under klagesagernes behandling”, hedder det i sfgørelsen fra Byretten, der også afviser et ønske fra Amager Fælleds Venner om, at EU-domstolen skal høres i sagen.

Advolkat Johan Løje sagde straks efter offentliggørelsen af dommen, at den vil blive anket til Landsretten.

– Jeg mener helt klart, at vi skal gå videre med denne principielle sag. For mig er der ingen tvivl om, at reglerne i EU’s VVM-direktiv er overtrådt, da afgørende dokumenter i sagen ikke blev sendt i høring. Jeg er både skuffet og forundret over, at Byretten har valgt ikke at høre EU-domstolen om deres vurdering af sagen, siger Johan Løje.

– Det er jo i øvrigt ikke sådan, at sagen forsvinder med den her afgørelse. Byretten har i dag kun taget stilling til, om de formelle høringsregler har været overholdt. Men det formelle spørgsmål om høringsreglerne er kun et enkelt element i den sag, vi har rejst ved Byretten. Tilbage står hovedspørgsmålet om, hvorvidt klagenævnene har haft et tilstrækkeligt velunderbygget videnskabeligt grundlag for at fastslå, at projektet ikke vil skade raste- og ynglestederne for den habitatbeskyttede og fredede stor vandsalamander. Dette spørgsmål skal Byretten nu forholde sig til, tilføjer han.

Amager Fælleds Venner har i syv år kæmpet for at forhindre byggeri på det fantastiske natuområde med sin unikke placering tæt på byens centrum.

– I de syv år har vi oplevet både sejre og nederlag. Afgørelsen i dag er selvfølgelig en skuffelse, men det har vi prøvet før. Vi giver ikke op. Den folkelige opbakning vil bringe os videre i kampen for Amager Fælled, siger Knud Erik Hansen, talsperson for Amager Fælleds Venner.

– Når de københavnske politikere ikke kan passe på den natur, der er så vigtig for byens borgere, må vi frivillige borgere jo tage opgaven på os, tilføjer Gitte Hesselmann, der også er talsperson for Amager Fælleds Venner.

Foto fra dagens markering foran Byretten. Advokat Johan Løje læser afgørelsen op. Fotograf: Niels Lyksted

Yderligere oplysninger kontakt:

Johan Løje, advokat for Amager Fælleds Venner, tlf. 26179470

Ulla Rosenvold, talsperson Amager Fælleds Venner, tlf. 30293534

Knud Erik Hansen, talsperson Amager Fælleds Venner, tlf. 40404344

Gitte Hesselmann, talsperson Amager Fælleds Venner, tlf. 24477721

Forrige
Forrige

Efter Byrettens kendelse: Borgergruppen Amager Fælleds Venner forsætter kampen mod byggeri

Næste
Næste

Der indkaldes til generalforsamling i Støtteforeningen Amager Fælleds Venner