Dokumentation om giftgrund

Amager Fælleds Venner har flere gange konstateret, at der trækker overfladevand ud fra giftgrunden, som Fælledby bygges på. Vi fik derfor i maj 2024 det akkrediterede firma SGS til at udtage og analysere jord- og vandprøver omkring byggefeltet. Prøverne viste overskridelser af grænseværdier af en række tungmetaller, blandt andet det sundhedsskadelige bly, som i samtlige vandprøver overskrider Miljøstyrelsens grænseværdier fra 8 op til 25 gange!

Amager Fælleds Venner jordforureningsgruppe har derfor i samarbejde med miljøingeniør og tidligere COWI-ansat Rune Popp udarbejdet et notat, som samler op på vores undersøgelser og beskriver de mange risici ved at bo i Fælledby. I notatet finder man en oversigt over alle vores prøveresultater.

Vi påpeger i notatet, at der fra myndighedernes side udøves en meget lempelig tolkning af Miljøbeskyttelseslovens §4 stk. 3. Loven tilskriver, at: “Den, der påbegynder eller udøver virksomhed, der kan give anledning til forurening, skal træffe foranstaltninger, der kan forebygge og imødegå denne og tilrettelægge virksomhedens indretning og drift på en sådan måde, at den i mindst muligt omfang medfører forurening.”

Aktindsigter viser, at det på et møde mellem bygherre og myndigheder er aftalt, at der i projektet “ikke skal aktiveres en miljømæssig indsats overfor overfladevand og grundvand”.

Det betyder altså, at bygherre ikke skal stå til ansvar, hvis projektet forårsager en forurening af jord og overfladevand uden for projektområdet! I referatet står der desuden, at: “Det kan ikke udelukkes, at udsivning af forurenet grundvand fra grunden kan udgøre en risiko for åen, der øst for grunden leder vand til Øresund”.

Vi fortsætter kampen for at stille Københavns Kommune og Fælledby til ansvar for konsekvenserne ved at bygge på en giftgrund! Det er totalt uansvarligt at rode op i kemikalielossepladsen under Lærkesletten.

Læs hele notatet her: https://tinyurl.com/3zscrc9n

Foto: Stinne Grønaa Nielsen

Næste
Næste

Amager Fælleds Venner deltager i Affaldsindsamling