Kommunen ser igennem fingre med Fælledbys ulovlige handlinger
I forbindelse med Amager Fælleds Venners henvendelse til Københavns Kommune om udtrængende vand fra Fælledbys byggefelt modtog vi den 4. februar et uddybende svar fra vicedirektør Lena Kongsbach fra Teknik- og Miljøforvaltningen. De benægter fortsat, at der er problemer med giftigt vand, der siver ud fra byggepladsen.
Da vi allerede med flere fotos har dokumenteret, at overfladevand siver ud fra byggefeltet, er vi meget uforstående overfor dette svar. Så sent som den 31. januar 2025 har vi dokumenteret, at der siver vand ud fra byggefeltet, denne gang på nord-vestsiden af byggefeltet.
Miljøbeskyttelseslovens §4, stk. 4, tilskriver, at hvis man forårsager forurening – af for eksempel vandløb – skal man søge at genoprette denne skade.
Region Hovedstaden har skriftligt overfor Amager Fælleds Venner for nyligt fastslået, at det er Københavns Kommune, som er tilsynspligtig overfor Fælledby. Kommunen har derfor pligt til at handle, når Fælledby så åbenlyst bryder loven og tillader forurenet vand at sive ud i den vilde natur.
På vores forespørgsel om der er taget vandprøver af vandet på stierne svarer vicedirektør Lena Kongsbach:
”’Nej, forvaltningen udtager ikke prøver fra vand uden for hegnet ved Fælledby. Der er ikke en lovgivning, der regulerer dette, og forvaltningen har derfor ikke hjemmel til at tage den type prøver
På vores forespørgsel om hvor ofte (især ved store nedbørsmængder) Københavns Kommune håndhæver deres lovpligtige tilsynspligt – herunder hvorvidt der trækker vand ud på offentlige arealer omkring byggefeltet svarer Lena Kongsbach:
”Forvaltningen fører ikke fast tilsyn på stierne ved Fælledby – Forvaltningen fører tilsyn, når vi skønner der er et behov.”
Forvaltningen skriver altså, at de fører tilsyn, når de ”skønner, at der er et behov”. Amager Fælleds Venner har nu mange gange dokumenteret, at der trænger vand ud under hegnet, og at vandløbene omkring byggefeltet har så høje mængder af bly og andre tungmetaller, at de overskrider Miljøstyrelsens grænseværdier.
Læs hele forvaltningens svar her.
Hvorfor accepterer kommunen, at Fælledby højst sandsynligt er årsag til denne forurening af Fælledens vandløb? Hvad skal der til for, at der er ”behov” for tilsyn med vandløb?