Dragen på Lærkesletten

Du tror mig sikkert ikke, når jeg fortæller dig, at ude på Amager Fælled bor der drager, men det er sandt nok. De gemmer sig selvfølgelig, for ellers ville den ene ridder efter den anden forsøge at dræbe dem og stjæle deres skatte, derfor lever de et stille liv i vandhuller og hule træer, og de har klædt sig i brunlige gevandter.
For 400 millioner år siden kunne salamandere blive fire meter lange, i dag bliver den største i Danmark 10-15 cm. Stor vandsalamander lever sit liv i nærheden af et vandhul og den veksler imellem et liv i vandet og på land. Om vinteren går den i hi i noget kvas, og sover indtil det igen er tid at komme frem og finde en mage til marts eller april. En stor del af de salamandere, der lever på Amager Fælled, de sover deres vintersøvn i kvasbunker på Lærkesletten, lige der, hvor politikere har besluttet at placere en ny bydel.
Den store vandsalamander foretrækker mindre vandhuller, hvor solen kan varme vandet godt op. Som andre padder er salamanderen vekselvarm og afhængig af solens stråler. Da larven af stor vandsalamander svømmer frit rundt i vandet og ikke gemmer sig som den lille vandsalamanders larve, foretrækker den store vandhuller, hvor der ikke bor fisk. Den er faktisk også helst fri for ænder. I begge tilfælde handler det om at fisk og ænder æder larverne. Stor vandsalamander bliver i nærheden af sit vandhul. Størstedelen vil aldrig bevæge sig mere end 150 meter væk, selvom der findes eventyrlystne salamandere der er vandret helt op til 1,1 km væk fra deres vandhul, så hører de til sjældenhederne. Mere almindeligt forekommer vandringer på op til 500 meter.


Stor vandsalamander er på gullisten i Danmark. Det betyder den er under observation, fordi man frygter den er på tilbagegang på grund af tab af levesteder. Stor vandsalamander yngler ikke i vandhuller, hvor der er fisk eller ænder, og derfor trues den af udsætning af fisk. Vandhullet må heller ikke blive fyldt med alger, så for meget næring og følgelig opblomstring af alger slår den også ud. På Amager Fælled er der nogen som gerne vil bygge Vandsalamanderens levesteder væk, og det er jo slet ikke til at forstå, at vi skal efterlade en verden uden drager, i profittens tegn.
Billeder: Nikolaj Kirk, tak for lån

Forrige
Forrige

Almindelig Røn – Sorbus aucuparia

Næste
Næste

Korbær – Rubus caesius