Korbær – Rubus caesius

Når man møder et nyt bær, er det en god idé at udvise forsigtighed og ikke med det samme putte det i munden, for det er ikke alle bær, der er gode at spise, hvis man er et menneske. Nogle bær er bitre og sure, i hvert fald indtil de har fået frost, det gælder f.eks. de lækre orange Havtornbær. Andre bær er så giftige for mennesker, at man må ringe til giftlinjen for råd, det gælder f.eks. Bittersød natskygges røde bærdråber. Alle sammen lokker de os dog med deres orange, røde og mørklilla farver.

Efter i årevis at have trampet Amager Fælled tynd, mødte jeg for nogle uger siden Korbær for første gang. Man skulle ikke tro det kan lade sig gøre, men fælleden bliver ved med at afsløre nye sider af sig selv og hvis man kigger lidt efter er der skatte at finde alle vegne. Vilde Amager Fælled er fyldt med eventyr og spiselige væsner, som ligger klar og venter på vi falder over dem, Korbær er en af dem, som kan spises. Busken ligner Brombærbusken, men den bliver ikke så stor, kun omkring en meter høj og dens torne er lige, hvor Brombærbuskens er krumme. Stikke gør de dog, så man skal være forsigtig når man plukker bærrene. Korbær smager lidt af Brombær, men de er sødere og mere parfumerede, som om busken har lånt lidt duft af Hindbær, hvilket den muligvis også har. Korbær, Brombær og Hindbær krydsbestøver gerne hinanden, så der findes et hav af hybridbær derude. Korbær er skyggetålende og vokser i skovbryn og krat, langs marker og i markskel, og man finder Korbær nogenlunde samme sted, som man kan forvente at finde Brombær, men busken er ikke ligeså talrig som Brombær, så man skal have sine øjne op stilke for at finde hende. Korbær er hjemmehørende.

Hvis man vil på jagt efter bær, må man enten nøjes med de kendte af slagsen eller grundigt artsbestemme de bærbuske og bærbærende træer man finder, ved hjælp af en god flora. I dag kan man også bruge forskellige apps til formålet, men min erfaring er, at de ofte tager fejl og derfor kun er nyttige til en hurtig søgning, man selv må efterprøve via floraens identifikationsnøgle. Og når man sanker gælder hovedreglen, at man aldrig spiser noget, man ikke har identificeret med 110% sikkerhed. Den anden regel er at man aldrig plukker alt man finder, for der skal jo være til dyr og andre samlere.

Skulle du være så heldig at støde på det lille Korbær, men er lidt i tvivl om, hvad det mon kan bruges til, så fortvivl ikke, det kan syltes og saftes præcis som Brombær og Hindbær. I får lige verdens hurtigste opskrift på Korbærsyltetøj her:

Ingredienser

2 liter/1kg korbær (eller en blanding af Korbær og Brombær)

6 dl/540g sukker

Tilberedning

Skyl bærrene og kom dem i en gryde. Kog bærrene op og lad dem småkoge i ca. 3 minutter.

Tilsæt sukkeret mens du rører godt rundt i gryden, og lad derefter syltetøjet koge i ca. 10 minutter. Fjern skummet der danner sig på toppen af syltetøjet. Det vil vi ikke have i det endelige produkt, fordi det danner luftbobler i syltetøjet og i luftbobler kan bakterier bo, og hvis de flytter ind er syltetøjet ødelagt.

Hæld det varme syltetøj på varme og rengjorte glas. Sæt låg på med det samme, så vil varmen fra syltetøjet forsegle låget, hvilket forlænger holdbarheden. Lad syltetøjet køle af inden du sætter det i køleskabet. Hjemmeladet syltetøj uden konserveringsmidler skal man regne med har en holdbarhed på ca. en måned, uåbnet. Når du har åbnet syltetøjet er holdbarheden en uge, hvi altså ikke du har spist alt syltetøjet i løbet af et par dage.

God fornøjelse og god skattejagt efter alle de mange lækre bær, den skønne vilde natur gemmer på.

Billeder:

Terese Verbena

Kilder:

"Danmarks vilde træer og buske", Møller og Staun, Koustrup & CO, 2015

"Syltebogen", Legind, 2015

https://vildmad.dk/dk/ravarer/korbaer

https://da.wikipedia.org/wiki/Korb%C3%A6r

https://www.bispebjerghospital.dk/.../Sider/korbaer.aspx

https://www.naturbasen.dk/art/4110/korbaer

https://www.danmarksflora.dk/0302.php?planteid=171

https://www.danmarksflora.dk/0302.php?planteid=171&side=3

Forrige
Forrige

Dragen på Lærkesletten

Næste
Næste

Græsspinder - (Philudoria potatoria)