Græsspinder - (Philudoria potatoria)

Sommerfugle er nogle forunderlige insekter. Tænk at de går helt og aldeles i opløsning under forvandlingen fra larve til sommerfugl, eller imago, som den endelige form kaldes på fagsprog. Der er ikke noget at sige til, at sommerfuglene for Inger Christensen, blev til sjæle der stiger op mod himlen, for genopstandelsesmyten manifesteres på det nærmeste hos disse smukke insekter. Men selvom sommerfugle kan symbolisere den evige sjæl, så er de dog stadig fysiske væsner, med helt konkrete behov for at kunne opretholde livet. Hvis disse behov for levesteder, gemmesteder, føde og fred tages fra dem, så forsvinder de, sommerfuglene, og alle de andre væsner. En for en, forsvinder de, og måske helt uden at vi lægger mærke til det. For hvem opdager at de ikke møder Græsspinderlarven? Hvem lægger mærke til at Tidselsommerfuglen (Cynthia cardui) ikke sidder og suger nektar af de lilla Tidsler? Hvem tænker over at Engrandøje (Aphantopus hyperantus) er væk, når de går tur på Amager Fælled? Det gør sommerfugleentusiaster og biologer måske, men os, der bare nyder at være i naturen, vi opdager det først når nogen fortæller os det og da er det måske for sent. Amager Fælled er stadig truet af byggeri, selvom det er svært at fatte, at vores lokalpolitikere er så tonedøve overfor alle de mange stemmer, som fortæller og forklarer at vi har brug for vilde steder. Vi har brug for biodiversitet, ja selve vores eksistens kan vise sig at afhænge af, om sommerfuglene stadig beriger os med deres mangfoldighed. De vil stadig bygge, de folkevalgte, og der er kun os til at få dem på andre tanker. Men det skal ikke handle om tonedøve politikere det her, det skal handle om en sommerfugl.

Græsspinder er en natsommerfugl og i sin imagoform kan den godt ligne et vissent brunt blad, når den sidder stille. Det er en meget smuk natsommerfugl med store brunt buskede følehorn og hvis en af jer har et billede, må du meget gerne dele det med os andre, så vi kan se, hvordan dette natlige væsen ser ud. Græsspinder flyver omkring på sine bladvinger i juni, juli og august for at finde sig en mage. Efter parringen lægger sommerfuglen sine æg på forskellige nøje udvalgte græsstrå.. Æggene er bittesmå, de ligner små grøn-hvide marmorkugler og en enkelt hun klistrer flere hundreder fast til græsset. Mange sommerfugle indtager ikke længere føde i deres imagoform, så der er ikke noget at sige til at larverne ofte er nogle forslugne bæster. Dette gør sig gældende for Græsspinder, og som navnet antyder, så æder larven græs. Alle slags græsser er på menuen, men den foretrækker Tagrør (Phragmites australis), hvilket gør Amager Fælled til et perfekt hjem, for her kan Græsspinder æde løs, unde at frygte at han løber tør for mad. Navne fortæller os ofte noget om det væsen der gemmer sig bag navnet. Græsspinder peger på et væsen der lever i græs, æder græs og spinder sin puppe mellem græsstråene. Men natsommerfuglen har også andre navne: Drinker og Vanddrikker. Eftersigende har Græsspinder fået disse tilnavne, fordi larven drikker dug af græs og andre planter om morgenen.

Græsspinder overvintrer som larve og derfor er den ikke et sjældent syn helt ind i efteråret. Om vinteren gemmer den sig og sover som mange af de andre væsner vintersøvn, for igen at dukke op i det tidlige forår og spise endnu mere græs, inden den spinder sig en puppe i maj, hvor den ligger og går i opløsning og genskabes som flyvende væsen efter 3-4 uger. Larven er en stor fætter og som det er tilfældet med mange af spinderne, så har den lange brunlige børster på kroppen. Med børsterne og de smukke farver advarer larven om, at den ikke er rar at spise, for hvem gider have kradsende børster til at sidde fast i halsen? Hvis du møder Græsspinderlarven på din vej, så tag endelig et billede og del det med os andre, men det er på eget ansvar at røre ved væsnet, for nogle siger at børsterne brænder og irriterer huden, andre siger det ikke passer.

Og fordi I da absolut ikke skal snydes for et citat fra "Sommerfugledalen – et requiem" så får I lige den sidste sonet at slutte af på:

"De stiger op, planetens sommerfugle

i Brajcinodalens middagshede luft,

op fra den underjordisk bitre hule,

som bjergbuskadset dækker med sin duft.

Som blåfugl, admiral og sørgekåbe,

som påfugløje flagrer de omkring

og foregøgler universets tåbe

et liv der ikke dør som ingenting.

Hvem er det der fortryller dette møde

med strejf af sjælefred og søde løgne

og sommersyner af forsvundne døde?

Mit øre svarer med sin døve ringen:

Det er døden som med egne øjne

ser dig an fra sommerfuglevinden."

(Inger Christensen, Sonet XV, "Sommerfugledalen -et requiem", Gyldendal 2008)

#BevarAmagerFælled

Billede:

Terese Verbena

Kilder:

https://www.naturbasen.dk/art/844/graesspinder

https://www.naturbasen.dk/billeder/844/graesspinder

https://naturporten.dk/.../dan.../insekter/item/graesspinder

https://www.fugleognatur.dk/forum/show_message.asp?page=1...

https://naturguide.dk/naturen-i-juni/

http://www.vestrehus.dk/dyresider/Aegte_spindere.htm

http://www.emilognaturen.dk/Fra%20larve%20til...

Forrige
Forrige

Korbær – Rubus caesius

Næste
Næste

Rådyr