Rådyr

Det lille vævre rådyr har levet i Danmark siden stenalderen og har udgjort fødegrundlaget for vores ældste forfædre, men der er ikke mange af de danske rådyr der er ægte vilde længere. De fleste fodres nemlig, af bønder, så de ikke går i markerne eller af jægere, så de ved, hvor de kan finde og skyde dem. På Amager Fælled er der ingen der fodrer rådyrene, de klarer sig selv. De lever og dør på fælleden og indgår i det biologiske kredsløb, sådan som det er meningen. Rådyret foretrækker at leve hvor åbne marker veksler med tæt krat, præcis som på Lærkesletten. Om dagen ligger de små hjorte og hviler i det tætte krat, for i skumringen at komme frem og græsse på de åbne marker. Rådyret er planteæder, og som koen har den flere maver, maden skal igennem for at blive fordøjet. Det betyder at rådyret må bruge en stor del af tiden på at tygge drøv. Den gylper halvfordøjet mad op fra en mave, for at tygge det igen, inden det sendes videre til den næste mave. Det er en ganske smart proces, for rådyrets fødeemner er temmelig ufordøjelige. Græs, urter, bark, blade, lav, svampe, agern, bog og kastanjer, rådyret spiser gerne det hele og maverne klarer resten. I 10.000 år har rådyret levet vildt i Danmark, og hvis vi fortsat ønsker at der skal eksistere vilde bestande af drøvtyggende rådyr, så skal vi lade dem være i fred og lade deres levesteder i fred. Bygges der på Lærkesletten, så forsvinder rådyrene fra Amager Fælled, for Lærkesletten er deres hjem.

Foto: Niels Lyksted, tak for lån

Forrige
Forrige

Græsspinder - (Philudoria potatoria)

Næste
Næste

Jordbærkløver – Trioflium fragiferum