Erantis – Eranthis hyemalis
Denne skønne gule blomst stammer fra området omkring Frankring, Italien og Balkan, men den er flere steder i Danmark naturaliseret fra folks haver og derfor lever den også på Amager Fælled, hvor den vokser i flere klynger rundt omkring.
The Winter Aconite Fairy:
Deep in the earth
I woke, I stirred
I said: "Was that the Spring I heard?
For something called!"
"No, no" they said;
"Go back to sleep. Go back to bed."
Up, up, I climbed,
"You're far too soon;
The world's too cold
For you so small." So I was told.
But how could I
Go back to sleep?
I could not wait; I had to peep!
And here am I.
How wide the earth! How great the sky!
O wintry world,
See me, awake!
Spring calls, and comes; 'tis no mistake.
Af Cicely Mary Barker
Erantis hører til Ranunkel-familen og er således i famlie med bl.a. Anemone, Engblomme, Vorterod, Kabbeleje og Ranunkel selvfølgelig. Der er tale om en flerårig plante, med en ganske interessant livscyklus. Fordi Erantis vokser frem allerede mens der endnu er frost og sne, har den brug for en masse energi og derfor har den en madpakke med i form af rodknolde, lidt ligesom vi kender det fra Kartoffelplanten. Det tager en Erantis tre år at opbygge en tilstrækkelig stor rodknold, med energi nok til at bære en blomst.
Erantis er insektbestøvet, det er derfor den sætter den smukke gule blomst og hvis du stikker næsen helt ned i de gule kronblade, vil du mærke en duft af sommer fra denne vinterblomst, som skal lokke de tidlige insekter til. Erantis har dog dobbeltsikret sig og formerer sig både fra jordstænglen og via frøspredning. Frøene er modne omkring maj måned, hvor de drysser ud af frøstanden indenfor en uges tid. De ligger i jorden og venter indtil næste år og i det tidlige forår spirer de små kimplanter frem. På dette stadie ligner Erantis mange andre planter, og kan være svær at skelne, men allerede året efter kan man kende de små Erantis på de karakteristiske fligede blade. Først på tredje år vokser hun op til normal størrelse, men uden den gule blomst. Det er nu hun samler sin madpakke sammen, ved at danne en sort knold i jorden. Først den fjerde vinter blomstrer Erantis.
Hvis du vil møde Erantis på Amager Fælled har jeg set den både øst for søen nær plænerne og under de første store træer efter flyvebanerne, hvis du kommer gående fra Islands Brygge siden. Jeg ved ikke med dig, men at dufte sommeren her midt om vinteren, giver ligesom en fornyet energi, så lad være med at se skævt til os der ligger med næsen nede ved jorden i denne tid.
Når du nu har næsen nede i Erantis og sikkert gerne vil plukke den, så vær opmærksom på, at der faktisk er tale om en giftig plante. Heldigvis sidder de største depoter af giftstoffer i rodknoldene. Det er ganske smart, for når man laver en dejlig energimættet rodknoldsmadpakke og det tager over et år at etablere den, så har man jo ikke lyst til at nogen skal komme og spise den! Derfor indeholder knolden både gift- og bitterstoffer, så ingen har lyst til at sætte tænderne i den. Så du må nøjes med at dufte, ikke smage.
Har du mødt Erantis? Har du billeder eller fortællinger om denne yndige skabning, så del endelig med os andre
Kilder:
"Botanik for havefolk", Hodge, Lindhardt og Ringhof, 2013
"Giftige planter", Mølgaard, Koustrup & CO, 2014
https://www.havenyt.dk/.../blomster/loeg_og_knolde/475.html
https://www.havenyt.dk/.../blomster/loeg_og_knolde/502.html
https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=4696