Vandspidsmus – Neomys fodiens
Vandspidsmusen er, som dens navn antyder, i familie med Spidsmusen, men ingen af dem er mus. De hører begge til insektæderordenen (Insectivora) og det har at gøre med deres tænder. For som vi ved har ægte mus jo tænder der vokser hele livet, det har insektæderne ikke. Vandspidsmusen er med sine 6-9 cm og op til 20 gram den største af de tre arter af Spidsmus, der lever i Danmark, men hverken Almindelig Spidsmus eller Dværgspidsmusen kan prale af at have en lige så fin pelsdragt som Vandspidsmusen, de må nøjes med brunlig-sorte farver, mens Vandspidsmusen kan prale af sin sort-hvide dragt. Pelsen er vandtæt, hvilket må siges at være meget praktisk, når man lever i overgangen mellem vand og land. Vandspidsmusen er derfor også en fortræffelig svømmer, ser hun lidt kluntet ud på land, er hun strømlinet i vandet og hun får fart på ved hjælp af lange børsteagtige hår der vokser mellem tæerne, så de fungerer næsten som svømmefødder.
Der lever Vandspidsmus over hele Europa og i dele af Asien. I Danmark findes den i hele landet, bortset fra på Bornholm og nogle af de små øer. Vandspidsmusen har en forkærlighed for at leve nær ferskvand, men for at f.eks. søbredden er attraktiv for Vandspidsmusen, skal der være godt med vegetation og biologisk materiale, er bredden for bar, vil han ikke bo der. Det skyldes at Vandspidsmusen bygger huler og gangsystemer både over og under jorden. De overjordiske gange bygges nemlig af kviste, blade og græs, mens de underjordiske graves ud. Nogle af de underjordiske tunneller munder ud under vandoverfladen, så han hurtigt kan tage sig en dukkert og se om der skulle være nogle lækre insekter i nærheden. Reden anlægges typisk under jorden i forbindelse med gangsystemerne, men Vandspidsmusen kan også finde på at bygge sin rede i hule træer, helt op i tre meters højde.
Vandspidsmus er i vinterperioden territoriale dyr, men i sommerhalvåret, når parringssæsonen sætter ind, kan de ses jage i grupper og territoriernes markeringer ignoreres i højere grad. Vandspidsmus kan få op til to kuld unger i sæsonen som varer fra april til september og i hvert kuld fødes 5-7 unger. Det er hunnen alene som opfostrer ungerne og de kan klare sig selv efter bare tre uger. Ungerne forlader herefter morens territorium og begiver sig ud i verden, for at finde et egnet sted at slå sig ned, man kan derfor møde vandrende Vandspidsmus ret langt væk fra dens normale levesteder.
Hvis du vil møde Vandspidsmusen, så må du ud i mørket, for hun er mest aktiv om natten, hvor hun jager enten alene eller i flok. Hun er dog også sommetider aktiv i dagtimerne, hvor du kan være heldig at møde hende. Da Vandspidsmus lever nær vand, vil jeg anbefale at du begynder din søgen omkring Grønjordssøen, men der bør også være mulighed for at møde hende langs afvandingskanalerne. Du må dog tage nattesynet med og sætte dine øjne på stilke, for Vandspidsmusen er godt kamoufleret, hurtig og forsigtig. Og det har han god grund til med alle de Ræve der lusker omkring og gerne vil sætte tænderne i en Vandspidsmus. Også fra luften trues den lille fyr af alskens rovfugle, så han må passe på sit skind og gemme sig i sine gange.
Vandspidsmusen lever primært af insekter, orme og andre små væsner hun fanger i og omkring vand. Vandspidsmusen har et hemmelig våben: Hendes spyt er giftigt, hvilket gør hendes bid dræbende, hvis man altså er en Frø, en Mus eller en fugleunge. Giften er en nervegift, som lammer byttet og Vandspidsmusen angriber næsten et hvilket som helst bytte, hun kan stikke tænderne i. Vi har at gøre med en dygtig jæger. Men det bliver man også nødt til at være, hvis man skal spise hvad der svarer til sin egen vægt, hver eneste dag, og det må Vandspidsmusen pga. et meget højt stofskifte.
Vandspidsmusen er ikke truet, men bestandene rundt omkring i landet daler, fordi deres levesteder forsvinder.
Kender du en historie om Vandspidsmusen? Har du mødt denne spøjse fætter? Har du måske billeder eller viden om ham? Så del dem endelig med os andre
Billeder
Stefan Sneptrup Damchukaeo Ranthe: Tusind tak for lån af billeder
Kilder:
http://denstoredanske.dk/.../Insekt%C3.../Vandspidsmus
https://naturguide.dk/dansk-pattedyr-med-giftigt-bid/
http://mst.dk/.../natur/artsleksikon/pattedyr/vandspidsmus/
http://www.naturporten.dk/.../pattedyr/item/vandspidsmus