Musvågen – Buteo buteo

Musvågen er lidt større end en Krage, med et vingefang på 115-135cm. Fjerdragten varierer fra lys til mørk brun, med mørke vingespidser og halespinds, på undersiden kan Musvågen have lyse mønstre. Det er en kraftigt bygget fugl med et stort hoved og en kort afrundet hale.

Omkring halvdelen af de danske Musvåger trækker sydpå om vinteren, men fordi vi samtidig får besøg af en stor mængde Musvåger fra de nordligere egne af Skandinavien er der ofte flere Musvåger om vinteren end om sommeren, så det er et godt tidspunkt at tage ud for at møde Musvågen. Jeg ser ham et par gange hver vinter på fælleden, omkring hestefoldene, hvor der er mulighed for at sidde og spejde efter bytte. I trækperioderne (september-oktober og marts-april) kan der nogle steder i landet forekomme enorme flokke af Musvåger. Musvågen har et meget karakteristisk skrig, som du kan høre her: http://denstoredanske.dk/Natur.../Zoologi/Fugle/musv%C3%A5ge

Musvågen hører til Våge-slægten, men er samtidig en del af Høge-familien. Der findes omkring 30 Våge-arter udbredt over det meste af verden, med undtagelse af Australien og Antarktis. Musvågen er en almindeligt forekommende rovfugl i Danmark. Den foretrækker at leve i områder med vekslende beplantning, helst skovbryn, hvor der både findes høje træer til dens rede, og åbne enge, hvor den kan jage mus og andre smådyr. Musvågen sætter helst næbbet i gnavere, krybdyr og padder, men den er ikke kræsen og spiser både regnorme og ådsler. Hvis man er heldig kan man finde Musvågegylp, og roder man lidt i det, vil gylpen afsløre, hvad fælledens Musvåger spiser.

Musvågens flyvestil er yderst elegant. Den har udviklet en særlig teknik, hvor den bruger mindst mulig energi, ved at benytte varme luftstrømme og den kan således holde sig længe på vingerne og svæve over store afstande uden så mange vingeslag. Skøn ser Musvågen ud, når hun kommer svævende over fælleden, så derfor forestiller jeg mig at Frejas fugleham "Valshamr" må ligne Musvågens, selvom hun faktisk kan forvandle sig til en hvilken som helst fugl, når hun ifører sig den.

Et Musvågepar bliver sammen hele livet. De er territoriale i yngleperioden, hvor de forsvarer deres område mod andre Musvåger ved at kredse rundt om det højt oppe i luften. På den måde kommunikerer de til andre Musvåger, at dette område er optaget. I samme ombæring danser hannen en luftdans for sin mage, hvor han viser sine flyveevner og skarpe klør frem, er han heldig danser hun med. Parret bygger rede i marts, ofte vil de bruge den samme rede år efter år. De foretrækker at bo højt, gerne omkring 10-15 meter over jorden. Reden skal bygges stor nok, til at forældrene kan bringe bytte hjem og partere det i reden, så ungerne kan fodres. Hunnen lægger i april 2-4 æg, som forældrene skiftes til at ruge på i 33-38 dage. Når ungerne er klækket er det kun hunnen som bliver i reden hos dem, mens hannen skaffer mad til familien. Ungerne er flyveklar efter 7-8 uger, men de bliver hos forældrene i endnu 6-7 uger. En Musvåge kan blive op til 25 år.

Musvågen er fredet i Danmark.

Har du mødt Musvågen på din færd på fælleden? Har du billeder, viden og historier om Musvågen du vil dele med os andre?

Billeder:

Stock billeder

Kilder:

https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=02870

https://da.wikipedia.org/wiki/Musv%C3%A5ge

http://www.skoven-i-skolen.dk/.../musv%C3%A5ge-buteo-buteo

http://www.naturporten.dk/.../danmarks.../fugle/item/musvage

http://www.luontoportti.com/suomi/da/linnut/musvage

http://www.rovfugle.dk/vaager/mus/musvaageside.htm

http://bornholmsrovfugleshow.dk/.../menneske-og-natur-%E2...

http://denstoredanske.dk/Natur.../Zoologi/Fugle/v%C3%A5ger

Forrige
Forrige

Kartebolle – Dipsacus sp.

Næste
Næste

Skarv - Phalacrocorax carbo