Solsorten – Turdus merula

Solsorten synger kun i sommerhalvåret, så de første toner man hører fra hannernes hals kan godt lyde noget rustent og halvkvalt, som om han har glemt, hvordan man synger. Men han lærer det hurtigt igen og hele sommeren igennem kan man morgen og aften nyde Solsortens skønne sang. Solsortesang er noget særligt, for hver Solsort har sin egen melodi, han lærer ved at efterligne melodier han hører. Det kan være sine forældres sangmotiver, det kan være andre Solsorte og fugle, det kan være han lytter meget til en bestemt sang i radioen eller en særlig ringetone og så indkorporere han disse toner og melodier i sin egen unikke sang. Som andre fugle synger Solsorten for at markere sit territorie overfor andre hanner og for at tiltrække sig hunnernes opmærksomhed.

Der lever masser af Solsorte på Amager Fælled, for de mange Hvidtjørn, Hyldebuske og Havtorn giver føder til hele vinteren. Egentligt foretrækker Solsorten orme og insekter, som den roder efter mellem buske og under nedfaldsblade, men om vinteren må den som regel nøjes med de frugter den kan finde. Langst størstedelen af de danske fugle bliver her om vinteren, kun ca. 20 % trækker sydpå, og der er for det meste tale om hunner og ungfugle. Hannerne bliver og forsvarer deres territorium, men også nogle hunner bliver i de milde vintre, som i år.

Solsorten befinder sig vel både på jorden og højt i luften. Alt imens hun støver rundt nede på jorden, gemt under buskenes grene, hvirvlende blade omkring sig med sine lange ben, for at komme ned til de lækre insekter, placerer hannen sig i toppen af det højeste træ, eller på husets tag, for at synge til solen. Det er i hvert fald sådan jeg kender Solsorten, som busk-fugl og trætop-synger. Hvis du vil møde Solsorten, er der rig mulighed i denne tid. Ja du behøver nærmest ikke engang lede efter den, for hvis bare du går en tur på fælleden, vil du møde Solsorten. Måske ser du hende ikke lige med det samme, måske hører du bare en rumsteren i de nedfaldne blade, eller du ser ham suse afsted som en lille sort skygge på jagt efter de røde bær.

De fugle som er fløjet sydpå i efteråret kommer tilbage igen i foråret. I april begynder Solsortens ynglesæson. Solsorteparret hjælpes ad med at bygge en rede i et krat, under et tagudhæng eller andre steder, hvor reden kan ligge sikkert. Hunnen lægger 3-5 æg, som hun udruger i løbet af 13-15 dage, efter yderligere to uger forlader de små tykke pjusket udseende unger reden, men de er stadig afhængige af forældrene i endnu 2-3 ugers tid. Det er ikke unormalt at et Solsortepar får to kuld på en sæson, mange vil endda få tre kuld på vingerne og der er set eksempler på et par som har fået hele fire kuld afsted på en enkelt sommer. Sommeren unger bliver hos forældreparret og dermed kan man opleve små familieflokke af Solsorte indenfor samme territorie.

Solsorten er en velkendt fugl, selv de mindste børn kan genkende den, men for bare 100 år siden var han faktisk et yderst sky væsen. Dengang levede Solsorten i skoven og gemte sig, når mennesker kom forbi, men så opdagede han, at der i menneskenes haver om vinteren var mere føde at finde, end ude i skoven. Så Solsorten fandt sig et modigt hjerte og flyttede sammen med mennesket ind i byerne, hvor den i dag lever side om side med os. Denne tilpasningsevne har gjort Solsorten til Danmarks talrigeste fugl og vi kan hver sommer glæde os over hans smukke solsang.

Solsortens navn stammer enten fra det oldnordiske "solr", som betyder snavset, mat, mørkegrå og sort, eller fra det tyske ord "solfswart", som betyder "sort fra naturens hånd".

Har du mødt Solsorten? Del endelig dine fortællinger, historier, din viden og dine billeder med os andre

Trænger du til solens varme, så lyt til Solsortens sang, det kalder solen frem: https://www.youtube.com/watch?v=bms14tJ4gRo

Billede:

Stockbilleder (se kredit på billederne)

Eget billede af Solsorteunger (fra min gård)

Kilder:

http://www.skoven-i-skolen.dk/con.../solsort-turdus-merula-1

https://www.fugleognatur.dk/artsbeskrivelse.asp?ArtsID=529

http://denstoredanske.dk/Natur_og.../Zoologi/Fugle/solsort

https://dofbasen.dk/ART/art.php?art=11870

http://www.naturporten.dk/.../danmarks.../fugle/item/solsort

https://www.dof.dk/om-dof/nyheder?nyhed_id=295

https://www.naturhistoriskmuseum.dk/.../Fak.../Fugle/solsort

https://da.wikipedia.org/wiki/Solsort

Forrige
Forrige

Storbladet Elm – Ulmus glabra

Næste
Næste

Skovmusen - Apodemus sylvaticus