Plan om hovedindgang på Amager Fælled udskudt
Brygge Bladet skriver i seneste nummer, at planerne om at bygge en ny hovedindgang med forskellige bygninger på Amager Fælled overfor DR Byen Metrostation er sat midlertidigt på pause.
Københavns Kommune ønsker at etablere bygninger på omkring 300 m2 ved indgangen til Amager Fælled. Bygningerne skal blandt andet indeholde toiletter og lokaler til naturformidling.
Amager Fælleds Venner er imod de planlagte bygninger, hvilket vi også har givet kommunen besked om. Reelt betyder det en udvidelse af det allerede planlagte byggefelt på bekostning af naturen. En stor del af Amager Fælled er allerede bygget væk. Det skal stoppe NU!
Kommunen har ikke opgivet planerne om den nye hovedindgang. Men de afventer lige nu en afgørelse fra Fredningsnævnet i fredningssagen om Strandengen på Amager Fælled og området nord for. I det oprindelige forslag til fredning indgik både en fem meter bred cykel- og gangvej med fast belægning og belysning hen over Strandengen, der er et af de mest artsrige områder på Amager Fælled, samt bygningerne ved hovedindgangen.
Amager Fælleds Venner klagede over Fredningsnævnets første afgørelse i sagen, hvor de godkendte en fredning, der åbnede for både cykel- og gangvej samt en ny hovedindgang. Vi fik medhold i Miljø- og Fødevareklagenævnet. Klagenævnet konstaterede i sommeren 2022, at Fredningsnævnets afgørelse er truffet på et mangelfuldt retsligt grundlag.
Derfor blev afgørelsen ophævet og sagen sendt tilbage til Fredningsnævnet til fornyet behandling. Miljø- og Fødevareklagenævnet påpegede, at Fredningsnævnet i sin nye behandling af sagen skal være opmærksom på, at fredningen skal respektere forpligtelsen til IKKE at beskadige eller ødelægge yngle- eller rasteområder for arter, der er beskyttet af EU’s habitatsdirektiv.
Det forløb betyder, at kommunen har været nødt til at sætte planerne om en ny hovedindgang i bero. Teknik- og Miljøforvaltningen oplyser til Amager Fælleds Venner, at de først forventer en afgørelse fra Fredningsnævnet i slutningen af 2025 eller starten af 2026.
Amager Fælleds Venner vil fortsat arbejde for at forhindre både den brede cykel- og gangvej samt bygninger ved hovedindgangen.